Hovedsiden

Om oss

Arrangement

Gamle filmer på DVD

Kalenderen

Ingaheftet

Bygdedagen

Meieriet

Varteig Bygdemuseum

Inga fra Varteig

Kulturminneregistrering

Artikler

Postkasse

Lenker

Indeks-overskrift

Inga historien - "Inga fra Varteig og hendes ættlegg"

Varteig Historielag
Stiftet 8.2.1982


Du er besøkende nr:
Inga fra Varteig Bautaen Kommunevåpen/lagets logo

 

"Inga fra Varteig og hendes ættlegg"


Ebbe Hertzberg skrev først på 1900-tallet en artikkel i Historisk Tidsskrift. Artikkelen gjengis her med tillatelse av Universitetsforlaget. Vi har gjengitt deler av artikkelen direkte (i kursiv), mens resten er gjengitt i et mer moderne språk.

***

Gunerius Furuholmens maleri av birkebeinerne som i 1206 flyktet over fjellet til Nidaros med kongsemnet Håkon - Ingas sønn. Fritt etter Knut Bergsliens kjente motiv fra 1869. En av de største forskjellene er at Furuholmen har malt Inga inn i situasjonen.

”I historisk tid har egnene omkring Kristianiafjorden aldrig gjennemgaaet en stærkere, mer omfattende og dybere nedtrængende folkebevegelse end den, som i de sidste aar af det 12te aarhundrede fremkaldtes ved Bagler-partiets kampe mot kong Sverre.”

Den kan i vår middelalderhistorie kun sammenlignes med bevegelsen blant de norden- og vestfjeldske bønder, som i 1030 førte til slaget ved Stiklestad og nasjonalhelgen-kongens fall.

Denne veldige bondereisningen, som fant sted i første uka i mars, gir en overbevisende målestokk for den store forbitrelse den søndenfjeldske befolkning følte mot kong Sverre og alle hans gjerninger og alt hans vesen. På hele strekningen fra Svinesund i øst til Telemark i vest og Romerike i nord hadde man så å si gått hver mann av huse. De skarene som strømmet sammen omkring Oslo om morgenen den 6. mars, beskrives ”saa tætte som skogene.” Likevel led de et ynkelig nederlag. Sverres taktiske krigskunst og Birkebeinenes store dyktighet med våpnene, førte også den gangen, som vanlig, til seier. Men selvfølgelig ble ikke stemningen blant folk noe mer gunstig for Sverres kongedømme av den grunn. Og bedre ble den ikke etter det hevne- og herjetoget som han foretok utpå sommeren samme år. Der gikk det hardt utover kystbygdene mellom Svinesund og Glomma.

”I de nærmestfølgende aar maa det især i egnene omkring Sarpsborg have sydet og boblet i folkedybet. De fleste har havt nære eller fjernere paarørendes fald at beklage, og for mange var gaardene brændt. At efterretningen om Sverres død i marts 1202 under disse omstændigheter er bleven modtagen med inderlig tilfredshet, er selvsagt, og ligesaa, at det omvendt fremdeles var med den yderste grad af modstrittende følelser, at man i 1203 saa sig nødt til i kraft af det mellom den nye konge og bisperne afsluttede forlig paa Borgarthing at hylde Haakon Sverresson. Men indtrykket af det overvældende nederlag ved Oslo 3 aar forud har endnu været for friskt, til at man vovet en ny reisning.”

Blant de mer anselige bondeslekter som har båret og bevart dette hatet, har øyensynlig også vært de såkalte Varteig-menn fra Sarpsborgdistriktet. De hadde navnet sitt etter gården Varteig; en større landeiendom som senere ble oppstykket. Sognets opprinnelige kirke sto på denne gårdens grunn, og det har gitt navnet til det nåværende Varteig herred. (jmf. Rygh: Gårdsnavn, bind 1, s. 280). ”Vartingene” har hatt gode slektsforbindelser; bl.a. forstår man at de har vært i slekt med den myndige Hamarbiskopen Ivar Skjalge som var særlig kjent for sitt fiendeskap med Sverre–slekta.

Vartingene hadde nok ikke mye til overs for det forholdet bygdas egen datter Inga hadde med Sverre-ættens representant kong Haakon. Tegning: Diane Carlzon.

”Man kan derfor lettelig forestille sig, med hvilken stram og afvisende misbilligelse Varteig-mændene ud paa høsten 1203 har erfaret, at en af deres egne, Inga, selve datteren paa Varteig, havde indladt sig i et elskovsforhold med Sverre-ættens daværende repræsentant kong Haakon. Bekjendskabet var skeet, paa den maade at Inga havde opholdt sig i besøg hos sin frænde Audun i Borg, der maa have været en af Sarpsborgs mest anseede mænd.”

Her har hun hatt anledning til å se og treffe kongen som tilbragte store deler av sommeren og høsten i Sarpsborg. Dettte oppholdet skyldtes visstnok at det etter urolighetene i årene før, hadde vist seg nødvendig å reorganisere og sikre hele birkebeinerstyret i området. Inga av Varteig har på sin side tydeligvis vært for ung til å ofre politikk og slektshat til Sverre-slekta en tanke. Hun har i Håkon bare sett den unge, vakre, kjekke og vennlige kongen.

”Naar Munch nemlig (N.F.H. III s 429, jfr. 196-97) tænker sig Haakon født paa Færøerne senest 1173, om ikke et eller to aar før, og altsaa i 1203 mindst 30 aar gammel, støtter han sig til de saakaldte færøiske sagn om kong Sverres ungdom, hvilke af Gust. Storm er godgjorte at være ganske apokryfe. Haakon er øiensynlig, som hans fra kongeætten hentede navn viser, i modsætning til hans på Færøerne fødte ældre halvbror Unas, der først senere fik navnet Sigurd efter den paastaaede farfar, født i Norge, efterat Sverre var optraadt som tronkræver, altsaa tidligst i 1178. Dette stemmer ogsaa nogenlunde med, at han først i 1197 nævnes som deltager i krigsbegivenhederne, omend dette, naar det gjaldt kongens egen søn, heller kunne tyde paa, at han var endnu yngre og født først for eksempel efter 1180. Yngre endda har formodentlig Inga været. Hendes alder ved sammentræffet med Haakon i 1203 kan maaske helst sættes til omkring 18 aar, saaledes at hun har været født omtrent 1185. Desto mindre har hun formaaet at ane, at hun ved at inlade sig paa et saadant eventyr gjorde sin livsskjæbne til en af de mest bevægede og romantiske i hele den norske sagatid.

Inga fra Varteig var hos sin frende Audun i Borg da hun innlot seg i et kjærlighetsforhold med kong Haakon Sverresson. Resultatet ble kongsemnet Håkon. Akvarell av Anne Sofie Bergerud.

Forholdet mellom hende og kongen blev snart aabenbart for hans omgivelser og har selvfølgelig heller ikke længe kunnet holdes skjult for Audun i Borg eller Ingas øvrige slægt. Efter kongens afreise har hun derfor visselig gjennomgaaet onde dage, og verre maa det være blevet, da det, formentlig henimod juletider, ligesaalidt kunde blive en hemmelighed, at hendes forbindelse med den forhadte Sverre-ætt ikke vilde blive uden frugt. Ikke lenge efter maa det dessuden være rygtedes, at hendes ufødte barns far, den unge konge, allerede var død ottende dag jul (1ste januar 1204), en efterretning, som vel til at begynde med har været nær ved at knuse den ulykkelige. Hendes nærmeste har da nu ogsaa ganske slaaet haanden af hende og nødt hende til i sine fortvivlede omstændigheder at søge tilflukt hos fremmede.

Når man studerer sagaen, forstår man at det må ha vært Ingas far som sto bak den harde behandlingen. Vanligvis er man ellers ganske godt underrettet om navn på fedrene til de mer kjente kongelige friller i middelalderen, men Haakon Haakonssons saga unngår helt å gi oss navnet på denne kongens morfar. Et par av brødrene til Inga omtales ved navn, og når farens navn da ikke nevnes, må det skyldes at minnet om han var ubehagelig for kongefamilien.

Klebersteinshode av kong Håkon Håkonsson, fra Nidarosdomen.

”At Inga valgte at ty til det et par mil længere oppe ved Glommen liggende herred Eidsberg, eller som det den gang hed Heggen, har øiensynlig havt sin bestemte, i sagaen ligeledes kun antydningsvis berørte grund. Paa gaarden Huseby i Heggen boede nemlig den eneste bonde paa lang leid, der var bekjendt for at være en ven af kong Sverres ætt. Erlend af Husebø roste sig af at nedstamme fra hin Guthorm Graabarde, som var far til den af Harald Gilles friller, der blev mor til Sverres paastaaede far, kong Sigurd Mund. Langt ude, men i hine tider nær nok at regnes med, ansaa Erlend sig derfor i slægt med denne gren af kongeætten. Maaske har Inga under kong Haakons ophold i Borg ogsaa havt anledning til ved hirden at se Erlend paa skyldig hilsebesøk hos kongen. I hvert fald maa det have været haabet om hans hjælp, som har bragt hende op i hans nærhed. Heller ikke han har imidlertid fundet det trygt at optage hende i sit hus. Dertil var vel hans Birkebeiner-sympathier for velkjende. Mindre opsigt og mistanke vilde det derimot vække, om hun kunde faa ophold hos hans ven og nabo, præsten Thrond paa Folkensborg, der rigtignok likeledes stod paa Birkebeinernes side, men formodentlig som præst i Bagler-bispen Nikolas´stift, har været forsigtig nok til ikke at lade dette blive videre bekjendt. Det maa desuden erindres, at de allerflæste norske landspræster endnu paa denne tid paa en eller anden maade var gifte, hvilket ogsaa for Thronds vedkommende var tilfældet. Da paa sommeren 1204, formentlig omkring Sankthans, fødte da Inga paa Folkensborg et guttebarn, der som vanlig, naar faren var død, opkaldtes efter denne.

Inga ble på Folkenborg etter at hun rømte dit fra Varteig og nedkom med kongsemnet. Nærmere jul i 1205 ble imidlertid mor og sønn brakt til slekt i Nidaros.

Medens Inga vedblev at opholde sig paa Folkensborg, antog forholdene i landet atter et stedse mer forvirret præg. Endnu sommeren 1204 døde barnekongen Guthorm Sigurdsson, den sidste kjendte mandlige ættling af Sverre, og fulde af nyvakte forhaabninger reiste Baglerne sig paa ny med Erling Steinvegg som partikonge. Rigtignok indfandt Birkebeinernes nye konge, Inge Baardsson af Rein, sig sommeren 1205 i Viken og tiltvang sig hylding baade paa Haugathing ved Tønsberg og paa Borgarthing; men til gjengjæld opnaaede Erling Steinvegg det samme i Nidaros paa selve Ørethinget, og overhovedet kom partikampene atter i fuld gang. Under disse omstændigheder var det farlig at sidde med en Birkebeiner-konges søn midt inde i den mest birkebeiner-fiendtlige del af Viken. Der gikk lumske rygter om aarsagerne til de to uventede kongedødsfald i Sverre-ætten i løbet af et og samme aar, og hva der kunde tiltroes de intrigerende faktioner ved Birkebeinernes egen kongehird i Nidaros, kunde med endnu større sandsynlighed i Viken tiltænkes de forbitrede Baglere.

Da det nærmet seg jul i 1205, anså både presten Thrond og Erlend på Husabø at situasjonen var svært vanskelig. De bestemte seg derfor for å bringe barnet og moren til deres nærmeste slekt og partihøvdingene i Nidaros. Munch har behandlet spørsmålet om hvorfor de ikke heller valgte å overlate barnet til kong Inge da han var på Borgartinget sommeren 1205. De forklaringene som Munch selv prøver å gi på dette spørsmålet, synes alt annet enn innlysende for Hertzberg. Han mener at det ganske enkelt har vært slik at de ikke våget å la Inga vise seg i Sarpsborg eller den nærmeste omegn. Der var det jo mange som kjente henne, og slektningene hennes kunne anvende slektsmyndigheten til i all stillhet å tilegne seg barnet. Det ser derfor ut til å stemme at det, slik sagaen beretter, utenom Thrond og Erlend bare var prestens kone og to sønner som visste hvem Inga og barnet var. Slektningene hennes i Borg og Varteig må ha svevet i uvisshet om hvor det var blitt av henne. I lengden var nok imidlertid umulig å bevare en slik hemmelighet, og det har derfor vært på høy tid da Erlend og Thrond før jul 1205 på vinterføre dro nordover med moren og den 1 ½ år gamle kongesønnen.

Skiløpere underveis til Nidaros med vesle Håkon. Fra Hæreid og Amundsen: "Vi ere en nasjon".

”Som sit nærmeste maal havde det lille følget stillet sig Hamar for øie. Her sad der to af Birkebeinernes sysselmænd, fra hvis side de mente at kunde vente baade god modtagelse og virksom hjælp for den videre reise. Men de to krigshøvdinger befandt sig selv i knibe. Trods de anseelige flokke af stridsmend, som de omgav sig med, levede de i stadig frygt for overfald fra de ogsaa rundt om paa Oplandene huserende Baglere. Afse nogen større eskorte til kongesønnens ledsagelse over fjeldet turde de derfor ikke. Ei engang julefred formaaede de at berede flygtningerne. I saa henseende havde disse ikke regnet tilstrækkelig med biskop Ivar og den skarpe udkig, han holdt med sine fiender, de to Birkebeiner-sysselmænds gjøren og laden. Han fik straks greie paa, hva det var for et maktpaaliggende barn, som det paa selve julaften til Hamar sydfra indtrufne følge medbragte, og benyttende sig af sit slægtskab med gutten, inbød han med tilsyneladende velvilje mor og barn til at tilbringe julehelgen hos sig. Da det er udelukket, at det kan have været paa Sverre-ættens side, at den nævnte saa fiendtlig sindede Hamar-bisp har været beslægtet med Haakon Haakonsson, maa slægtskabet have knyttet sig til dennes mor, altsaa Inga selv. Til dette punkt vil jeg forhaabentlig ved en anden leilighed kunne komme tilbage.

I denne forbindelse er det nok å understreke at Inga og hennes ledsagere var fullt på det rene med at ”frende var frende verst”. Allerede 2. juledag ble følget med barnet, i all hemmelighet, fraktet videre oppover til Lillehammer. I mellomtiden prøvde man å hindre at biskopen gikk til ytterligere skritt ved å forespeile ham at følget, når de etter jul følte seg uthvilte, ville benytte seg av hans gjestfrihet. Å ta seg over fjellet fra Gudbrandsdalen til Østerdalen og videre over til Dovre, var utenkelig på de korte midtvintersdagene. Man ventet derfor på lysere dager på senvinteren. Inntil fastetiden begynte, lå følget i all stillhet værfast på en liten gård ved Lillehammer. Da de endelig brøt opp, hadde det samlet seg flere birkebeinere. Det kan ikke sies med sikkerhet om Thrond prest og Erlend nå skiltes fra Inga og kongsbarnet og dro tilbake til hjemmene sine i Heggen. Det som er sikkert, er at biskop Nikolas til sist, gjennom sin embedsbror og partifelle på Hamar, hadde fått nyss om ferden og grunnen til den, og at han hadde underrettet de Baglerhøvdingene som overvintret i Tønsberg om dette.

Men inden den af disse utsendte, betydelige hærafdeling, anført af hele 8 sveitehøvdinger, der hadde befaling til at bemægtige sig den kongebaarne gut, var naaet op til Hedemarken, var følget allerede kommet ned i Østerdalen og paa vei videre nordover. Overgangen fra Faaberg havde været frygtelig. Som det synes allerede den første dag efter opbruddet kom de ud for en voldsom snestorm, der tvang følget til at dele sig og sende barnet i forveien med et par dygtige skiløbere, som med nød og neppe bragte det i ly i en utlade. Overhovedet pleiede samtiden at sammenligne denne Ingas farefulde flugt med sin lille søn med den i sagnet saa berømte undvigelse, som Olaf Trygvassons mor Astrid under lignende møie og farer blev nødt til at foretage for at redde sit kongebarn fra dronning Gunhilds efterstræbelser.

Etter at det hadde kommet fram til Østerdalen – til hvilken bygd er det umulig ut fra sagaen å si – var imidlertid faren forbi for Inga. Befolkningen tok seg av henne og hennes ledsagere med iver og varme og eskorterte dem nordover. Da den utsendte Baglerstyrken fikk greie på det, fant de ut at de burde dra fra Hedemark igjen.

I Nidaros sies det at først vakte ryktet om at et nytt kongsemne var på vei, uro ved kong Inges hird, men da det viste seg å være en sønn av Håkon Sverreson, og altså den eneste mannlige etterkommer etter Sverre, ble han mottatt med jubel og inderlig tilfredshet av birkebeinerne.

Også kong Inge viste seg meget vennskapelig og lot mor og barn bo i kongsgården. For øvrig skal Inga straks etter ankomsten ha tilbudt seg å bære jern for å bevise at hun snakket sant om sønnens kongelige herkomst. Dette tilbudet fikk hun imidlertid ikke anledning til å innfri før langt senere. Slik endte det første merkelige kapittel i beretningen om Inga fra Varteigs liv.

II

Det var imidlertid langt fra, at hermed for Inga al uro var forbi. Neppe var endnu to maaneder hengaaede efter hendes ankomst til Nidaros med sin søn, da Baglernes ligesaa uforudseede som blodige overfald paa Birkebeinerne fandt sted natten til den 22de april. Som bekjendt feiredes dagen forud et fornemt bryllup ved hirden, og trods en varslende underretning, som inløb om aftenen, blev der af de drukne mandskaber intet vagthold ordnet. Følgen var, at Baglerne utpaa natten sværmede om i hele byen, inden de fortumlede Birkebeiner kom sig op og ud. Et stort antal af deres første mænd blev nedhuggede, og det var kun med den yderste nød, at kongen selv og hans brødre reddede sig. Ved denne frygtelige anledning har sagaen intet at berette om kongesønnen Haakon og hans moder. De synes under den almindelige forstyrrelse at være bleven glemt baade af fiende og ven. Annerledes kan det vanskelig forklares, at Baglernes høvdinger, som for kort tid siden havde været saa ivrige efter at faa fat paa Haakon, ved denne leilighed ikke særlig sørgede for at bemægtige sig ham.

Men Inga har selvfølelig pånytt gjennomlevd en skremmende natt. Hun måtte jo hvert øyeblikk vente at barnet skulle rives ut av armene hennes, men heldigvis ser det ikke ut til at baglerne gjorde byens kvinner noe vondt, og derfor har vel hun og den lille gutten sluppet ubemerket vekk sammen med mange andre. (Dette nevner også Munch III, s. 495-96.)

Det neste året (1206-07) tilbragte Inga fra Varteig sammen med sin sønn ved hirden til jarlen Håkon Galen. Han var, som kjent, kong Inges halvbror og dattersønn av kong Sverres antatte far Sigurd Mund. Det kan vel ha vært forskjellige grunner til at han tok seg så varmt av den unge kongesønnen. I hvert fall grep han ofte anledningen til å framheve guttens fortrinnsrett til tronen. Inga må derfor ha følt seg noenlunde trygg i hans nærhet, selv om man aner at hennes forhold til jarlens svenske hustru, Kristine Nikolasdatter, ikke var det beste. Denne Kristine var søsterdatter til Sverres gjenlevende dronning Margrete, som var datter av den svenske kongen Erik den hellige.

Det varede imidlertid ikke længe, før Inga for sit barns skyld paany skulde utstaa en haard tid. Hun blev i sanhed ikke sparet for at erfare, hvorledes det i hine tvedragtens dage var at vide sig som mor til en vordende konge.

Baglere: Biskopen til høyre har en biskopstav - en bagal. Utsnitt fra en antemensale fra Nedstryn kirke.

Da kong Inge og Haakon jarl vaaren 1207 drog sydover med sin flaade for at bekjæmpe Baglerne, tog de for sikkerheds skyld de kvindelige medlemmer af kongeætten med sig og deriblant ogsaa Inga af Varteig med hendes søn. I Bergen efterlodes damerne og kongsemnet paa borgen Sverresborg, som det tryggeste sted, hvor de kunde anbringes. Medens Inge og Haakon drog længere syd og østover og de paa sommeren beseirede Baglerne ved Tønsberg, lykkes det imidlertid en anden afdeling af disse under den nye Bagler-konge Filip af Stovreims egen befaling at tvinge Sverresborg til overgivelse. Ved denne leilighed kom da virkelig lille Haakon Haakonsson med sin moder i Baglernes vold. Erkebiskop Thore befandt sig imidlertid ligeledes i Bergen, og da han ved underhandlingerne om borgens kapitulation havde gaaet imellem parterne, som et slags tillitsmand for begge, har han benyttet sig heraf til at forlange sig udleveret baade de kongelige damer og kongsemnet, en andmodning , som er blevet ham indrømmet. Øiensynlig har kong Filip, da det kom til Stykket, ikke ment at burde gjøre stærkere brug af det tilfælde; der havde ført Birkebeinernes kongesøn i hans magt, dels har i saa henseende erkebiskopens forestillinger virket, dels var Filip ikke i Bergen under direkte indflytedelse af en saa kraftig herskernatur som broren, biskop Nikolas. Følgen blev, at da Baglerne kort efter maatte rømme Bergen for den sig østfra nærmende Haakon galen, fandt denne gutten og Inga i god behold i erkebiskopens værge.

Jarlen kunne bare bli i Bergen en kort tid før han måtte ile tilbake og hjelpe sin bror kongen som fremdeles opphold seg i Tønsberg. Baglerne hadde brent ned og ødelagt Sverresborg, og han påla sysselmann Dagfinn Bonde å gjenreise borgen og ta vare på den unge kongesønnen. Ved denne anledningen nevnes ikke Inga, men trolig ble også hun igjen i byen. Senere denne urolige sommeren så kong Filip og Baglerne seg igjen sitt snitt til å overfalle Bergen. Dagfinn Bonde trak seg da tilbake til den halvferdige borgen med en liten styrke på 25 mann. Hit tok han også kongesønnen. Ved denne anledningen måtte altså Inga skilles fra barnet sitt, for under de rådende omstendigheter har det neppe vært tilrådelig å ta med seg kvinner. Baglerne satte også alt inn på å få borgen til å overgi seg. Dagfinn forsvarte seg lengst mulig, men da Baglerne gjorde forberedelser til stormangrep, forsøkte han å redde den treårige Håkon. Gutten ble heist ut over borgmuren i en kurv, og man ba om at de ville skjenke han livet. I kurven la han også et kostbart sverd som var ment som gave til Dagfinns egen svoger, Gyrd skjalge, som var en av baglernes høvdinger. Denne gikk straks fram og tok imot både sverdet og barnet. Samme dag fikk også Dagfinn og hans menn fri utgang fra borgen, som så pånytt ble revet ned. Kongesønnen Håkon var nå for alvor kommet i baglernes vold.

Hvilken idelig uro Inga af Varteig under disse omskiftende trængsler har maatte svæve i, kan enhver mor sige sig. Og nu maatte hun da ogsaa opleve, at de fiender, som lige fra først af havde efterstræbt hende og barnet, virkelig havde faaet tag i dette. Ganske vist havde de forrige gang vist sig lempelig mod gutten; men den gang var det dog som nævnt egentlig i erkebiskopens værge, han havde befundet sig, medens han efter sin anden tilfangetagelse skal have været hele tre maaneder hos Baglerne selv. Hvilke vekslende stemninger disse kunde blive gjenstand for ligeoverfor Sverre-ættlingen, var naturligvis ikke let at beregne. Livet havde de nu imidlertid skjenket ham, og da hans kjække, vindende barnlighed snart ogsaa indtog mange af Baglerne for ham og der begyndte at fortælles smaa historier om hans morsomme svar og bemærkninger, var nogen fare for ham i ethvert fald ikke overhængende. Ikke mindst har Baglerne formodentlig vurdered ham som en god gidsel, der ved given leilighed kunde vise sig nyttig. Til dels opstod der endog andre tanker hos dem. Deres partikonge, Filip af Stovreim, der blot kunde paaberaabe sig slægtskab med kongeætten gjennem kvindeled, havde kun efter adskillig modstand fra krigshøvdingernes side opnaaet hylding, og han omfattedes overhovedet bare med lunken respekt. Det faldt derfor en af partiets ledende mænd, den bekjendte Vikværing, Reidar Sendemand, ind, at Baglerne ved at utraabe barnet Haakon Haakonsson til konge og lade Filip gaa tilbage til jarleværdigheden, som han før havde baaret, kunde sikre sig et stort tilløb fra de tætte rækker blant Birkebeinerne. Saa fint udtænkt dette paa sæt og vis var, danner planen, der fra Reidars side synes at være alvorlig ment, samtidig et mærkelig vidnesbyrd om de aldeles oprevne, helt opløste partiforhold, hvori Norge nå var gledet ud. For at forsyne Baglerne med et virkelig brugbart kongsemne, var en af deres mest indflydelsesrige høvdinger villig til at hylde erkefienden Sverres sønnesøn, Birkebeinernes store frihedshaab! Sandt nok var Reidar selv en af dem, der i sin tid som kong Sverres fange personlig var blevet særdeles vel behandlet af ham. Baglernes øvrige i Bergen tilstedeværende befalingsmænd synes ligeledes at have overveiet den fremkastede tanke; dog kunde de ikke enes om at iværksætte den.

Kong Filip kan da neppe ha opphold seg i Bergen. Antagelig har Munch rett når han antar at det var mens Filip tidlig på høsten gjorde et snartog til Nidaros for å la seg hylle som konge på Øretinget, at disse mer merkelige enn viktige samtaler fant sted mellom Reidar og hans partifeller. Kanskje er Munch også på riktig spor når han gjetter på at denne planen har kommet Filip for øre etter at han kom tilbake til Bergen, og at det har ført til at kongesønnen ble levert tilbake til birkebeinerne. Han befant seg i hvert fall i god behold hos birkebeinerne senhøstes 1207. Jarlen Håkon galen skal ha takket Gud for at de fikk ham tilbake og lovet at han aldri mer skulle slippe ham fra seg.

(På dette punktet er det en uoverensstemmelse mellom Håkon Håkonsson saga og Inge Bårdssons saga).

III

Efter begivenhederne 1207 omtales den unge Haakon aldrig mer som befindende sig i sin mors varetægt. Haakon galen maa øiensynlig have taget sig sin selvpaalagte pligt som guttens værge alvorlig og ikke ladet ham slippe ud af sine nærmeste omgivelser; ogsaa hans hustru fru Kristine tog sig af ham, men dog med adskillig lunefuldhed.

Til at fjerne Inga af Varteig fra hendes kongebaarne søn maa det tillige i væsentlig grad have bidraget, at hun paa denne tid giftede sig. At dette var tilfældet, er nemlig sikkert. Hun kaldes senere i sagaen leilighedsvis fru Inga, og hun havde en søn Olaf, der i den første del af Haakon Haakonssons regjering som kongens halvbror nød meget forfremmelse, og til hvem jeg nedenfor kommer tilbage. Heller ikke kan det være gjenstand for berettiget tvil, at den mand, hun giftede sig med, var den senere bekjendte Birkebeiner-høvding Vegar Væradal. Denne kaldes nemlig udtrykkelig i Haak. Haak. S. k. 59 (Flatøb.) kongens maag, og da det ved omstændighederne er ganske udelukket, at han kunde være den unge konges svigerfar, svoger eller svigersøn, saa kan ordet maag her kun betegne stedfar, hvilker er den fjerde af de anvendelser hvori ordet bruges. Munch har da ogsaa i denne forbindelse gjættet paa Vegard (N.F.H. III s 664 i noten), men udtaler sig herom med en, som det synes mig, ganske utidig usikkerhed. Den omstændighed, at Vegard var den unge Haakons stedfar, forklarer da ogsaa tilfulde den særlige iver og autoritet, hvormed han senere tog sig af Haakons sag. Men det forstaaes ogsaa, at hans hus ikke ansaaes fornemt nok som opholdssted for kongesønnen, der derfor efter Haakon galens død i januar 1214 fik tilhold hos kong Inge selv.

Ingas giftemål kan, i følge det sagaen forteller om henne, ikke ha funnet sted før etter det som hendte i Bergen sommeren 1207, men det kan heller ikke ha skjedd stort senere, for hennes sønn omtales som voksen og deltager i krigsferd allerede i 1223. Han må da nettopp ha blitt myndig, dvs. ha fylt 15 år. Han har altså vært i yngste laget til å bære våpen, og han settes derfor under tilsyn og kommando av sin morbror. Som kongens halvbror var han selvskreven til å tas med i ung alder.

Selvfølgelig var det ikke bare kjærligheten til den unge kongen av Sverre-etta, som fikk Håkon jarl og senere hans halvbror, Reinsettens representant, kong Inge til å ta seg så godt av den unge Håkon Håkonsson. Tvert imot lå det opp i dagen at de, ved å la ham bli oppdratt ved hirden, forhindret at han ble gjort til sentrum i en annen krets der han kunne komme under direkte innflytelse av folk som med den populære kongesønnen i sin krets kunne ønske å reise en ny opprørsflokk. At frykten for dette ikke var helt ubegrunnet, viste seg klart nok gjennom det sammenstøt av motstridende interesser som den siste halvdel av Inge Bårdssons hoffhistorie er så rik på.

Det første af disse intrigespil fandt sted, da geisteligheden, formodentlig i 1212, paany søgte at faa fastslaaet egte fødsel som betingelse for arvefølgeret til tronen¸ herved vilde nemlig den unge Haakon direkte udelukkes fra at blive konge. Det paa grundlag af en saadan arvefølge sluttede forlig bortfaldt imidlertid allerede i begyndelsen af 1214, da Haakon jarl døde; men i hans sted optraadte nu kongens unge egtefødte bror, Skule Baardsson, som bærer af det samme program, og Haakon Haakonssons tilhængere synes at have følt sig urolig paa sit kongsemnes vegne. Det siges, at den unge konges ”frænder” endnu samme aar henvendte sig til kong Inge for at bevæge ham til at indrømme Haakon et len, hvorved han kunde underholde sig og sine ”frænder”. Munch opkaster (III s 561 i noten) det spørgsmaal, hvilke disse frænder kan have været. Den omstændighed, at Andres Skjaldarband ved denne leilighed var frændernes ordfører, synes i ethvert fald delvis at gjøre den slutning af Munch berettiget, at der ved frænderne kan sigtes til enkelte med kong Sverres færøiske slegtninger forbundne personer; thi da Andres Skjaldarband kaldte sin søn Peter, maa det antages, at enten han selv eller kanskje hans hustru Ingebjørg har været barn af en av dem blant de færøiske slegtninger, der netop bar navnet Peter (Peter Steyper eller Peter Roason). Paa den anden side tyder den omstændighed, at lenet tænktes at skulle tjene til underhold ikke alene for Haakon selv, men ogsaa for frænderne, hen paa, at disse maa have staaet Haakon saa nær, at han maate ansees at have direkte forsørgelsespligt ligeoverfor dem.

I så fall må man i første rekke tenke på hans mor og stefar. De har visstnok funnet det best å la Andres fremme ønsket for seg. At Vegard Veradal var den egentlige opphavsmannen, styrkes av det faktum at det påtenkte len skulle være Jemtland, for Jemtlands veiforbindelse med resten av Norge gikk nettopp gjennom Værdalen som var Vegards hjembygd. Vi må derfor tro at han har hatt gode forbindelser i dette området, og i tilfelle opprør ville Jemtland og Verdalen ha kunnet danne en brukbar basis for et opprør. Ønsket om et len ble imidlertid avslått. Kong Inge fant det tryggest å beholde gutten ved hirden. Frendene ga likevel ikke opp, de fikk det unge kongsemnet sitt mellom seg. Og med Andres Skjaldarband som ordfører, oppfordret de ham på det sterkeste til å flykte med dem og la seg utrope til konge for en flokk. Denne gangen skal forsøket deres ha strandet på den 10-årige guttens egen sindighet. Han nektet å la seg bruke i en slik plan. Når sagaen imidlertid i hele denne beretningen så diskret unngår å nevne andre av de medvirkende frender enn Andres Skjaldarband, vitner vel også dette om at det egentlig var den senere kongens mor og hennes mann, Vegard, som sto bak. Det sier seg jo selv at disse måtte ha vært de første til å delta i Håkons flukt fra hirden. Det er derfor mer enn sannsynlig at den skarpe motsetning som senere ble tydlig mellom Reins-ettens representant, Skule, på den ene siden og Inga fra Varteig med sønn og mann på den andre siden, har begynt å utvikle seg i de første årene etter Håkon jarls død.

Den afgjørende kamp mellem begge fraktioner kunde dog først komme til udbrud ved kong Inges død i april 1217. Og nu aabtraadte Vegard Væradal aabent som Haakons nærmeste beskytter. Navnelig var det ham, som under det frivillige sammentraadte hirdstævne paa hirdens vegne forlangte kongehyldingen fremskyndet uanseet erkebiskopens fravær, og som derpaa dagen efter paa det da sammenkaldte almindelige thing gjentog det samme krav og derved bevirkede, at hyldingsthinget indkaldtes med en maaneds varsel. Og da der paa det samme thing blev fremsat tilbud om, at Inga af Varteig skulde aflægge jernbyrd til bevis for sin søns kongelige herkomst, maa det ligeledes have været Vegard, som bragte dette tilbud til antagelse. Rigtignok strandede jernbyrden denne gang paa geistlighedens modstand; men som bekjendt fremmedes sagen aaret efter paa et rigsmøde i Bergen. Og atter var det her Vegard Væradal, som sammen med Andres Skjaldarband følte sig forpligtet til personlig at værne om den unge konges og naturligvis ogsaa hans moders sikkerhed (Haak. Haak.s.k. 34 og 36).

Inga fra Varteig i heraldisk utforming. Først kommunevåpen for gamle Varteig kommune, og deretter logo for Varteig Historielag.

For øvrig gikk bølgene også ved denne anledningen høyt omkring Inga og hennes sønn. Denne gangen var det nettopp fra Skule jarls og geistlighetens side at ønsket om Ingas jernbyrd ble satt fram. Øyensynlig hadde man et stille håp om at den skulle mislykkes. Hva som lå bak dette håp fra Skules side, viste seg i hvert fall som et glimt da en av hans tjenere, en flamlender, tilbød seg å lære Inga og hennes venner om et ufeilbarlig middel for å oppnå et heldig utfall. Dette tilbudet ble, klokelig nok, avslått. Også denne gangen prøvde altså partene etter evne og anledning og overliste hverandre, og Skules tilhengere trakk igjen det korteste strået. På den annen side er det ganske merkelig at den samme kong Håkon, som da ga uttrykk for at han fullt og helt stolte på Guds dom i saken, senere gikk til det skritt å avskaffe all jernbyrd.

At Ingas jernbyrd løb meget heldig af, ansaa for øvrig samtidens brede lag naturligvis som et stærkt bekræftende Guds under; men det gjorde dog ikke Skule jarls stemning ligeoverfor hende og hendes mand blidere. Tvertimod maa jarlen fra nu af have sat sig i hovedet, at baade Vegard og Andres, saasnart leilighed dertil gaves, burde fjernes saa langt fra kongens person, at de ikke idelig skulde kunde krydse hans egne planer. En saadan leilighed fandt han dog først under hirdens ophold i Nidaros 1219-20. Den unge konge havde da allerede siden vaaren forud været trolovet med jarlens datter Margrete, og det fredelige forhold, der vel som følge heraf for øieblikket herskede mellem dem, har jarlen benyttet sig af til at faa Vegard og Andres udnevnt til sysselmænd i Haalogalands nordligste del. At jarlen herved tillige forfulgte et andet endnu mer personlig formaal, viste senere hans utillatelige forbindelse med Andres´s i Nidaros vistnok efterladte hustru Ingebjørg.

Jarlen nøyde seg imidlertid ikke bare med å fjerne Vegard fra kongen. Våren 1221 kom det en sørgelig melding fra Hålogaland. Vegard Veradal var blitt snikmyrdet etter ordre fra Andres Skaldarband. Andres kom selv kort etterpå og bekreftet sin udåd. Men utfra så vel hans egne medelelser og andre omstendigheter, som var kjent på den tiden, er det rimelig å anta at den egentlige initiativtageren til drapet var Skule jarl. Forfatteren av Håkon Håkonssons saga har imidlertid unnlatt å si noe tydelig om dette. Det er lett forståelig ut fra hensynet til jarlens etterkommere på den norske trone. For kongen var imidlertid sammenhengen så klar, at han unnlot å gi Andres annen straff enn at han mistet den kongelige andelen i sysselen. Til gjengjeld fikk han jarlens andel.

Inga kongemoder blev imidlertid paa denne maade saa at sige for anden gang enke, og hendes søn Olaf, som paa denne tiden har været omtrent 13 aar gammel, maa have modtaget et stærkt indtryk af moderens sorg ikke mindre end af hendes forbitrelse mod den mægtige jarl.

To aar efter, i 1223, nævnes Olaf som anført, første gang i egenskab af deltager i krigsbegivenhederne. Da 15-aarsalderen som bekjendt i dette tidsrum danner terminen for myndighedens indtrædelse hos den unge mand, tør hans fremtreden vidne om, at han just da havde naaet denne alder. Paa toget mot Ribbungerne i det nevnte aar sattes han dog under opsigt og overbefaling af morens bror, Bjørn af Varteig. Han maa imidlertid have vist sig kjæk og brugbar; thi to aar efter, i 1225, betroedes der ham det magtpaaliggende hverv, sammen med to andre, i paakommende tilfælde at forsvare Slotsberget ved Tønsberg mod Ribbungerne. Endelig anføres han vinteren 1227, formodentlig da 19 aar gammel, som en af befalingsmændene paa et særlig vigtigt togt, som kong Haakon den gang afsendte fra Oslo mod de i Ranrike optrædende Ribbunger. Senere nevnes han derimod ikke. Rigtignok var tilstanden i landet i det følgene ti-aar saavidt fredelig, at der neppe var opfordring for særlig at omtale ham. Men under kampene mod Varbelgerne 1238-40 kunde kongens halvbror vanskelig have undgaaet at spille en fræmtredende rolle, hvorfor han maa antages i forveien at være afgaaet ved døden, altsaa før han naaede 30-aarsalderen.

Det lille, som vi således ved om Ingas søn Olaf, kan imidlertid fuldstændiggjøres ved rimelige og til dels bindende formodninger.

Først og fremst har det nok ikke vært til å unngå at Olaf helt fra oppveksten har blitt ansett både av seg selv og andre som moralsk forpliktet til å hevne sin fars drap. Vi vet jo, ikke minst fra kong Håkons egen lovgivning, hvor sterk og inngrodd plikten til blodhevn fortsatt var i folks rettsoppfatning, og hvor vanlig det var at den ble utøvet. (Dette kommer klart fram i innledningen til Frostatingslovens avsnitt om rettsbøter). Olaf Inguson må derfor ha vokst opp med følelsen av at han måtte ta blodhevn. Og derfor må det da han kom til skjells år og alder, ha utviklet seg et svært spent eller rettere sagt fiendtlig forhold mellom Olaf og hans mor på den ene siden, og Skule jarl på den andre siden. Imidlertid var Skule fra 1225 svigerfar til Ingas andre sønn, kong Håkon, som nok må ha følt at dette innebar en trussel for freden i sin nærmeste krets. I den forbindelse nevnes det at Andres Skjaldarband allerede i 1229 dro på pilgrimsferd til det hellige land. En reise han aldri vendte tilbake fra. Mens hovedmannen bak drapet på Vegard, forble hjemme i sin mektige stilling. På denne tiden (årene før og etter 1230), var forholdet mellom kongen og jarlen nogenlunde godt. Og det måtte være kongens oppgave så langt råd var å fjerne spirer til forviklinger innen sin egen krets. For å klarlegge hvordan kongen prøvde å løse vanskeligheten med forholdet mellom Olaf Inguson og Skule jarl, må redegjørelsen dog starte fra en annen kant.

IV

I den siste trediedel af det 13de aarhundrede spiller en stormand ved navn Olaf af Stein en noksaa fremtrædende rolle i landet og var overhovedet en høit anseet mand. Han nævnes første gang i 1274, da han blant flere andre anvendtes i en hædrende og vigtig sendelse til Sverige. Men han synes den gang allerede en rum tid at have beklædt det høie embede som kongens stallare. Da en stallare som bekjendt blant andre forretninger særlig ogsaa havde den at optræde paa kongens vegne paa thingene og derfor maatte være en i lov og ret dreven mand, maa Olaf Stein have faaet en halvveis lærd opdragelse. Heller ikke kan han, naar hensees til hans nævnte stilling, i første halvdel af 70-aarene længere have været en ganske ung mand. Antagelig kan hans fødsel nærmest henlægges til første halvdel af 30-aarene. I 1276 var han ved forligsmødet mellem den svenske kong Valdemar og hans broder Magnus Ladelaas en af de af Valdemar opnævnte voldgiftsmænd. I de skarpe stridigheder, som efter kong Magnus Lagabøters død brød løs mellem baronerne og geisteligheden, nævnes Olaf af Stein, skjønt han ogsaa var kong Eriks stallare, ikke som deltagende; formodentlig har hans standsfællers voldsomme optræden ikke huet ham. Derimod udsaaes han, vistnok netop derfor, 1287 af kong Erik til at fungere som kongelig udsending og mægler paa Island i den der udbrudte strid mellem biskop Arne og de verdslige magthavere om kirkegodserne. Fra dette vervet skilte han sig i løbet af 1288 ved sin sindighed og personlige autoritet saa vel, at baade biskop Arne og hans hovedmodstander Ravn Oddsson henskjød sin sag under kong Eriks voldgift og begav sig til Norge. Herved forberedtes et slags forlig i tvisten.

Olafs død, der ansaaes vigtig nok til at blive anført i de Islandske Annaler, indtraf i 1299, samme aar som kong Erik Magnussons.

Hvem var så denne Olaf av Stein? At han har vært en mann av høy byrd, forstås allerede ut i fra det faktum at han var stallare, for denne stillingen krevde så mye takt, god oppførsel og kjennskap til hoffets skikker, at det på den tiden bare kunne blitt lært ved at man hadde vokst opp i en svært god familie. Hvilken slekt han kom fra, har det imidlertid ikke vært mulig å finne ut. Det ser ut til at han har vært ganske enslig. Om gården Stein, som han har navnet etter, sier Munch (IV, 1 s. 480) at det er umulig å si hvilken av de mange gårder med dette navnet han kom fra. En ledetråd har man imidlertid. Olaf kalles flere ganger Ragndidarson, og det betyr i følge datidens skikk at hans mor må ha vært en svært høytstående dame siden han fikk navn etter henne og ikke etter faren. I Norges høyeste aristokrati på begynnelsen av 30-årene, da Olaf som nevnt må antas å være født, fantes det kun en dame med dette navn, nemlig Skule jarls datter Ragndid (navnet skrives også Ragnrid eller Ragneid og stammet fra Skules mor, Ragndid av Kviden i Valdres). Ragndid av Rein kalles under omtalen av begivenheten i 1240, for frue, og var da altså gift eller enke. Hun deltok også i kroningshøytideligheten i 1247. Hun, og ingen annen, må derfor ha vært Olaf av Steins mor. Munch (III s 981 i noten) gjetter riktignok på at Ragndid i lengre tid har vært abedisse i Rein kloster, men han fører ikke noe bevis for dette, og et annet sted nevner han selv at der mulig at Ragndid Skulesdatter kan ha vært mor til Olaf av Stein. Men hvem kan hun ha vært gift med? Det var få menn i landet som var så høytstående at de kunne anholde om en jarledatters hånd. For å besvare det spørsmålet, har vi foreløpig ikke noe annet holdepunkt enn at hun kalte sin sønn Olaf. Hvem kan denne sønnen være oppkalt etter? Når vi går igjennom de mest høybårne herrer i Norge i den første tredjedelen av århundret (f. eks. i registeret i Ungers utgave av Håkon Håkonssons saga) finner vi at navnet Olaf var ganske sjeldent i fornemme norske slekter, bortsett fra i kongeslekten. Det var dog en mann som både het Olaf, og som hadde en så framtredende samfunnsstilling at han kunne by seg fram som frier til Reins-slekta, og det var kongens halvbror Olaf Inguson. Og at det nettopp må være han som har vært gift med Ragndid av Rein, underbygges også av at Olaf Ingusons far, Vegard, stammet fra Verdalen, og nettopp i denne bygda fantes det en ganske stor gård som het Stein.

Denne gaard har vistnok været Vegards ættegaard og er gaaet i arv til hans sønnesøn Olaf af Stein. Dette bliver dog ikke mere end nogenlunde sandsynlig gjætning; men der er en liden omstændighed til, som synes at fylde indiciebeviset. Paa Haakon Haakonssons tog til Skotland i 1263 faldt der nemlig blandt dem, hvis navn sagaen har funnet vigtige nok til at burde optegnes, ogsaa en hirdmand Haakon af Stein, der visselig har været en ældre bror af Olaf af Stein. Disse to kongenavne Haakon og Olaf paa et par brødre, hvis mor hed Ragnhid, og hvis navne vi forud gjenfinder hos kong Haakons og dronning Margretes to ældste sønner, Olaf og Haakon, ikke mindre end hos Inga af Varteigs tvende sønner Haakon og Olaf, saavelsom atter hos to af kong Magnus Lagabøters sønner, tyder saa stærkt paa en sammenhæng med kongeætten, at de i forbindelse med de øvrige nævnte forhold maa erkjendes at gjøre sandsynligheden til vished. Her er for mange sammenstødende omstændigheder til, at deres sammentræf kan bero paa et tilfælde. Haakon af Stein, der maa have været den ældste søn i Olaf Ingusons egteskab med dronningens søster, er øiensynlig opkaldt efter sin farmors kongelige elsker, Haakon Sverresson, hvis forbindelse med hende hele hendes ættlegg skyldte sin stilling. Den yngre bror Olaf af Stein maa derimod, som opkaldt efter sin far, være født efter dennes død; ogsaa dette passer imidlertid fortræffelig: thi som ovenfor anført maa Olaf Inguson være død, før han naaede 30-aarsalderen og formentlig i femaaret efter 1230, just da Olaf af Steins fødsel antages at falde.

Hvis vi således går ut fra at den slektsrekka som er anført her, er riktig, viser den også klart kong Håkons kloke familiepolitikk. Han hadde grunn til å frykte det åpne motsetningsforholdet mellom sin mor og hennes sønn Olaf på den ene siden, og sin kones far Skule jarl på den andre siden. Skule jarl var jo den som hadde stått bak drapet på Vegard Veradal. For å rykke dette frøet til stridigheter i nærmeste famile opp med roten, har så kong Håkon fått i stand et giftemål mellom sin halvbror og sin dronnings søster. Etter datidens tankegang var dette den sikreste vei til et endelig forlik.

V

Haakonshallen i Bergen, der Inga fra Varteig avla jernbyrd for å bevise sønnens rett til å være norsk konge.

Overskuer vi nu i sin helhed Inga kongsmoders levnetsløb, griber det unegtelig ved sine mange og farverige omskiftelser. Først hendes ungpigeforelskelse i den unge konge for det fiendtlige parti, saa denne hendes høitstillede elskers pludselige død, saa hendes forstødelse fra hjem og slægt, fødselen af hendes barn hos fremmede, dernæst hendes berømte flugt midt paa det haardeste af vinteren fra Borgarsyssel til Throndhjem, først under Baglernes forfølgelse, siden i livsfarlig uveir, videre hendes og barnets begeistrede modtagelse i Nidaros fra de gamle Birkebeiners side, saavel som deres venlige optagelse i kong Inges og jarlen Haakon galens omgivelser, saa det frygtelige blodbad paa Birkebeinerne i Nidaros hin bryllupsnat vaaren 1206, da mor og barn atter maa have svævet i den største fare, saa de dramatiske begivenheder i Bergen sommeren 1207, der tilsidst bringer kongebarnet i Baglernes vold, guttens paafølgende gjenoptagelse i Haakon galens og Birkebeinernes flok samme aars høst, Ingas omtrent samtidige giftermaal med Vegard Væradal, senere en aarrække tilbragt i Throndhjem fuld af oprivende intriger mellem kongesønnens og Reinsættens tilhængere, endende med Haakons udraabelse til konge ved kong Inges død, igjen nye intriger mellem den unge konges og Skule jarls partier ved hirden, Inga kongemoders jernbyrd til fordel for sønnen, hendes mand Vegard Væradals fjernelse fra kongens omgivelser ved hans ansættelse som sysselmand længst nord i Haalogaland, hans drab foranlediget af hans egen nærstaaende ven og embedsbroder paa anstiftelse af Skule jarl, fremtrædelsen af Ingas og Vegards søn som ung deltager i krigsbegivenhederne under virksom protektion af hans halvbror kongen, kongeættens og Reinsættens tilsyneladende forlig ved egteskabet mellem kong Haakon og Margrete Skulesdatter, senere styrket og fulgt ved Olaf Ingusons egteskab med Ragndid Skulesdatter, Ingas opnaaelse af bestemoderværdigheden ved fødselen af fire sønnesønner, nemlig Olaf og Haakon i det førstnævnte ekteskab, Haakon og Olaf i det sidstnævnte, endelig Olaf Ingusons visselig meget beklagede død i sin ungdoms bedste kraft. Et bevæget og rikt liv har i sanhed Inga af Varteig ført. Hendes skjæbne bragte med sig en række træk saa egte middelalderske, at de aldrig kunde falde i en nutidskvindes lod at opleve. Da hun i 1235 døde, næppe lenge efter sin søn og formodentlig lidt over 50 aar gammel, har hun trods alt kunnet forudse sine efterkommeres videre skjæbne fremad i haabets lyse farver.

Spør vi etter hennes karakter og sjelsevner, må svaret selvfølgelig bli noe mer usikkert, for sagaen gir ingen bestemte holdepunkter for å dra slutninger på dette området. Det at hun i sitt livs viktigste øyeblikk klarte å opptre med mot og handlekraft, tyder imidlertid på en sterk vilje og stor besluttsomhet. Og det at de utallige omskiftninger i livet hennes ikke har ført til at hun mistet motet, vitner vel om et optimistisk livssyn. De samme egenskapene møter vi også igjen hos hennes sønn, kong Håkon. Sagaen er full av eksempler på hans rolige besluttsomhet.

Ingas ættlinger gjennom kong Haakon vedblev længe at sidde paa Norges trone, og i hendes ikke fyrstelige efterslægt udmærkede stallaren Olaf af Stein sig som sagt som en høit anseet og af landet fortjent mand. Hva særlig denne sidste angaar, er ydeligere kun at tilføie, at han var gift med Magnhild, datter af baronen Halkell Agmundsson Krøkedans og altsaa udsprungen af en af rigets anseeligste ætter, hjemmehørende som det synes, paa ættegaarden Skjelbred i Andebu paa Vestfold. Dette egtepars datter var Brynhild, gift med den endnu under Haakon den 5te levende baron Aslak Ragnvaldsson, fra hvem igjen den trønderske gren af ætten Bolt kan skjønnes at stamme. Paa den anden side turde den mellem 1309 og 1345 fremtrædende ridder og rigsraad Haakon Agmundsson have været Olaf af Steins sønnesøn.